Oversigt

Der er sket en markant vækst i pengespil i Danmark over de sidste 15 år. Det har betydet, at der samtidigt er sket en voldsom stigning i antallet af mennesker, der har problemer med at kontrollere deres lidenskab for spil.

bnkMan regner med, at omkring 150.000 danskere har et problematisk forhold til spil, hvoraf ca. 40.000 kan betegnes som ludomaner.
Konsekvenserne er for mange ofte alvorlige.
Økonomisk fallit, skilsmisse, kriminalitet og social deroute følger ofte i kølvandet på ludomani. Spilafhængige har tillige en klart øget tendens til selvmord.

Visitation
Større undersøgelser viser, at over 50 % af de, der diagnosticeres som ludomaner, samtidigt har udviklet misbrug eller afhængighed af andre stoffer – f.eks. alkohol. Endvidere synes der hos disse at være en overrepræsentation af depression, angstlidelser og personlighedsforstyrrelser.
På FONTANA lægger vi i udredningsfasen vægt på at afdække eventuelle andre problemer, der kræver behandling, og der vil blive lagt en plan herfor.
Planen vil indeholde en prioritering, således at f.eks. misbrug og afhængighed af alkohol/stoffer som hovedregel behandles først som en forudsætning for, at spilafhængighed kan behandles.
I tilfælde, hvor det parallelle stofforbrug ikke er så fremskredent, vil behandling af spil som stofforbrug kunne foregå samtidigt.