Er kemisk afhængighed en sygdom?

Rundt omkring i verden forskes der intensivt i, hvorfor nogle udvikler en kemisk afhængighed, mens andre ikke gør det. Noget endegyldigt svar er man endnu ikke kommet frem til, men forskere er generelt enige om, at – hvad de kalder – ”bio-psyko-sociologiske” faktorer forklarer sygdommen. Det betyder, at genetik (arvelighed), biologi, psykologi og socialkulturelle forhold spiller en rolle. Kriterierne, for at kunne klassificere en tilstand som en sygdom, er:

  • at tilstanden har en klar biologisk basis
  • at den er kendetegnet ved bestemte symptomer og tegn
  • at dens resultat er forudsigeligt
  • at tilstanden og dens manifestationer ikke er et resultat af en viljesbestemt handling

Og sådant forholder det sig rent faktisk med sygdommen alkoholisme og anden kemisk afhængighed.
Gentagen brug af alkohol og andre kemiske stoffer kan forårsage biologiske ændringer i hjernens nervefunktioner, som tilpasser sig tilførslen af disse kemiske stoffer (alkohol, narkotika, medicin osv.), hvorved der opstår en molekylær ændring og en ”signalforvirring” fra brug, overforbrug til afhængighed. Det betyder, at genetik (arvelighed), biologi, psykologi og socialkulturelle forhold spiller en rolle. Nogle mennesker har fortsat svært ved at acceptere kemisk afhængighed som en sygdom, fordi de mener, at sygdomsforklaringen fritager den afhængige fra ansvaret for de ofte uansvarlige handlinger, som vedkommende måtte have foretaget sig.

Men det er ikke rigtigt.
Alle mennesker med en sygdom er ansvarlige for deres opførsel og for konsekvenserne af deres handlinger.
Ydermere er kemisk afhængige mennesker, der er blevet fortalt, at de lider af en kronisk sygdom, ansvarlige for at gøre noget for at ændre deres situation.
De mennesker, der har en disposition for at udvikle kemisk afhængighed, adskiller sig ikke - før afhængigheden slår igennem – fra andre med hensyn til karakter eller moral.
Afhængighed rammer i flæng og på tværs af alder, køn, uddannelse, social status og opvækst. Sygdommen er således uhyre demokratisk.
Man regner med, at 6 til 10 % af befolkningen har en disposition for at udvikle en kemisk afhængighed.
WHO – FN’s Verdenssundhedsorganisation – har slået fast, at alkoholisme er en sygdom. Og det har det Danske Folketing også.