Myter og fakta

Der eksisterer mange myter om alkohol, alkoholmisbrug og afhængighed. Problemet med disse vrangforestillinger er, at de kan forhindre et menneske i at søge den rette hjælp, selvom vedkommende i høj grad har brug for den.

Myte: Alkohol har den samme virkning på enhver, som drikker den.
Virkelighed: Som et hvilket som helst andet rusmiddel, vi indtager, påvirker alkohol mennesker på forskellig måde.

Myte: Alkohol er et vanedannende stof, og enhver, der drikker meget og længe nok, bliver afhængig.
Virkelighed: Alkohol er et selektivt vanedannende stof. Det er vanedannende for en minoritet af brugere, nemlig de mennesker, der har en disposition for at udvikle en afhængighed. De fleste kan drikke af og til, dagligt eller endog meget uden at blive afhængige. Men det er selvfølgeligt ikke sundt.

Myte: Alkoholafhængighed har primært udspring i et psykologisk eller socialt problem.
Virkelighed: Alkoholafhængighed er primært fysiologisk. Alkoholikere bliver afhængige, fordi deres krop rent fysiologisk behandler alkohol anderledes.

Myte: Mennesker bliver alkoholikere, fordi de har psykiske, følelsesmæssige eller sociale problemer.
Virkelighed: Mennesker, der er blevet afhængige af alkohol, har de samme psykiske, følelsesmæssige og sociale problemer som alle andre, før de begynder at drikke. Men disse problemer forværres, fordi de drikker eller tager andre afhængighedsskabende ”stoffer”. Et menneske, der er afhængig af stemningsændrende stoffer, har svært ved at klare dagligdagens problemer. Samtidigt bliver følelserne forvrænget med irritation, vrede, angst og depressioner til følge.

Myte: Hvis folk bare ville drikke med omtanke, ville de ikke blive alkoholikere.
Kendsgerning: Mange, der drikker med omtanke, bliver alkoholikere. Først derefter begynder de at drikke uansvarligt. Det er nemlig afhængighedens natur og ikke personens.

Myte: Alkoholikeren skal selv ønske at få hjælp, før vedkommende kan hjælpes.
Kendsgerning: De fleste aktive alkoholikere ønsker ikke at få hjælp. Faktisk synes de slet ikke, at de har noget problem. De er ude af stand til at tænke rationelt og ude af stand til at holde op med at drikke af sig selv. Hvis det forholdt sig anderledes, ville vi slet ikke have et problem af det omfang, som vi har. Alkoholikere skal hjælpes i behandling – somme tider gennem negativ motivation. Motivationen skabes som regel i løbet af en behandling. Ikke før.

Myte: Nogle alkoholikere kan lære at drikke normalt og socialt, hvis bare de begrænser mængden
Kendsgerning: En alkoholiker kan aldrig med nogen grad af sikkerhed begynde at drikke eller tage andre afhængighedsskabende stoffer igen. Enhver indtagelse er forbundet med en risiko for, at det går galt igen.

Myte: Hvis man kun drikker øl eller vin, er der ingen risiko for at få et problem med alkohol
Virkelighed: Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad ”indpakningen” er (øl, vin, snaps, whisky osv.). Det er alkoholen, det drejer sig om.

Myte: En person, som ikke drikker om morgenen, eller som ikke drikker hver dag, har ikke noget problem
Kendsgerning: Mennesker, der udvikler afhængighed, har deres eget mønster, som kan være meget forskelligt. Nogle drikker hver dag, andre episodisk.

Myte: En person, som drikker for meget, har en svag karakter eller en dårlig moral
Kendsgerning: Alkoholafhængighed er en sygdom – ikke en karakterbrist. Vedkommende er fysisk og psykisk afhængig af alkohol. Vedkommende kan ikke stoppe af egen kraft, uanset hvilken viljestyrke personen opviser.

Myte: Behandling virker ikke. Folk får tilbagefald.
Virkelighed: Alkoholafhængighed og anden kemisk afhængighed er en primær og kronisk sygdom, som kan behandles.  Jo længere tid, en person afstår fra at drikke, desto bedre er langtidsprognosen for at personen forbliver alkoholfri. Langt de fleste tilbagefald indtræffer inden for det første år efter afsluttet behandling. Erfaringen viser, at den ubehagelige - og ofte uhyggelige oplevelse kan medvirke til at forhindre yderligere tilbagefald. Det forholder sig desuden således, at mange med en kronisk sygdom (f. eks. sukkersyge) oplever tilbagefald. Men tilbagefaldsprocenten efter en afsluttet Minnesota-behandling er væsentlig lavere end for andre kroniske sygdomme