Antabus, Acamprosat og Naltrexon
Så længe personen, der tager antabus, ikke drikker, skulle der ikke være bivirkninger ved stoffet.
Men blot få minutter efter at have indtaget selv en ganske lille mængde alkohol opleves en voldsom reaktion, der kan være:
- Kraftig ansigtsrødme, dunken i hoved og hals, dunkende hovedpine, åndedrætsbesvær, kvalme, opkastninger, sved, tørst, brystsmerter, hjertebanken, hyperventilation, lavt blodtryk osv.
- I svære tilfælde åndedrætskollaps, hjertekollaps, uregelmæssig hjerterytme, hjerteinfarkt, hjertestop, bevidstløshed, krampe og død.
Reaktionen varierer i intensitet fra person til person – også afhængig af mængden af antabus i kroppen og den indtagne mængde alkohol.
Mens forskerne er klar over antabussens grundlæggende virkning på kroppen, har man endnu ikke fuldt overblik over alle enkeltheder.
Nylig forskning har kortlagt, at en daglig dosis antabus kan have dybtgående indvirkning på både det fysiske og det mentale helbred.
Det grundlæggende spørgsmål er derfor: Opvejer fordelene virkelig ulemperne?
Antabus kan hverken styre eller eliminere den fysiske trang, hvilket mange, der holder op med at tage deres antabus, hyppigt glemmer. Tragisk nok
er den fysiske trang til at drikke ofte mange gange stærkere end frygten for konsekvenserne, der – i værste fald – kan være dødelige.
Ændringer i hjernens signalstoffer kan forklare mange af de symptomer, der karakteriserer alkoholafhængige. I de senere år er der udviklet stoffer, der griber ind i disse neurologiske processer som f.eks. acamprosat og naltrexon. Undersøgelser viser, at disse farmaka synes at kunne reducere patientens trang til alkohol, hvis det gives sammen med behandling, og derved øges sandsynligheden for længerevarende afholdenhed.
Disse stoffer anvendes kun i begrænset omfang i Danmark.
Uanset hvilken medicinsk behandling, der anvendes, skal det pågældende præparat gives samtidig med rådgivning og behandling.
På FONTANA anvender vi også farmakologisk behandling sammen med rådgivning og behandling, når det giver mening.

Fontana – Hostrup Have 50,5 – 1954 Frederiksberg C